Bustur til Sønderjylland – billeder

Søndag den 23. april 2017 drog beboere i Boller Skov og pårørende, i alt 19 personer, på udflugt i det Sønderjyske. Afgang fra Peder Kællers Vej kl. 9 med Ejners fine bus fra Brædstrup Turistfart. Første stop var ved Hylkedal, hvor vi nød en dejlig kop kaffe og medbragte smurte rundstykker ved rastepladsens borde og bænke.

Rasteplads Hylkedal

Efter kaffepausen gik turen videre til Møgeltønder og Schackenborg Slot, hvor vores guide stod klar til at tage imod os for at guide os på en rundvisning på slottet og i parken.

Klar til rundvisning

Prins Joachim solgte i 2014 slottet til en fond, men har stadig en fløj, som familien bruger, når de besøger Sønderjylland. Denne fløj er privat og ikke tilgængelig for rundvisningen, men vi beså alle de øvrige spændende rum, og guiden fortalte på en levende måde udførligt om rummene og historien bag.
Vinterspisestuen er med den oprindelige tredimensionelle stuk fra ca. 1664, som symboliserer de fire verdenshjørner. På Vinterspisestuens vægge hænger smukke og originale malerier af slægten Schack, og stuen er således en del af slægtens anegalleri.

Guldhornene

I Vinterspisestuen findes ydermere en række klenodier, heriblandt en reproduktion af guldhornene, som Christian X fik foræret, da han i 1920 red over grænsen i det nu genforenede Sønderjylland. Reproduktionen tilhører i dag Prins Joachim, der fik dem foræret af Dronning Margrethe, da han flyttede ind på Schackenborg.

Den Gyldne Salon

Den Gyldne Salon er en ægte rokoko-salon, indrettet omkring 1780, og i dag er den præget af mange forgyldte møbler og rammer omkring malerierne. I et lille vitrineskab ligger nips og genstande med relation til Schackenborg, bl.a. en ægyptisk bronzeørneklo, der er mere end 3000 år gammel. Kloen var en del af Hans Schack 5.s ægyptologiske samling, der for mange år siden blev solgt, men som af snørklede veje vendte tilbage til Schackenborg, da Prins Joachim fik den foræret i bryllupsgave.

Den røde stue

Den røde Stue er et af Schackenborgs mest interessante rum, bl.a. fordi den oprindelige stuk er yderst velbevaret. Stuen er indrettet som hjørnesalon, men har oprindeligt været delt i to. På et tidspunkt er en fornem blomsterkaklet Christiansfeld Ovn kommet til. Ovnen bruges den dag i dag i fyringssæsonen. Den tager tre dage om at blive håndlun, men så holder den til gengæld også i en uge.
Schackenborg rummer to store sale, som det hør og bør sig for et ægte kongeligt slot. Begge ligger i hovedfløjen præcis oven på hinanden i henholdsvis stueplan og på første etage.

Store spisesal

I den store spisesal står i hver ende to store kaminer, der tændes op i ved store selskaber. Spisesalen bruges, som navnet antyder, til store middage, når der er mere end 12 personer, og der er i alt plads til ca. 80 spisende gæster. I Den store Spisesal hænger bl.a. portrætterne af det kongelige par foræret til Schackenborg af Prins Joachim og Prinsesse Marie, der afslørende dem i Spisesalen den 5. maj 2016.
Riddersalen på første etage blev i mange år ikke brugt til andet end pulterkammer og opbevaring. Først under Prins Joachim i 2004-5 begyndte salen at vende tilbage til sin smukke oprindelse, da en restaurering blev igangsat.

Bibliotek

Schackenborgs store bibliotek spænder over bøger på dansk, tysk, fransk, engelsk, latin, græsk, hebræisk og arabisk. Mange af dem er indbundet og forskønnet af Hans Schack 5. og Otto Didrik 5., for dengang var det særligt fint selv at indbinde sine bøger.
I dronning Margretes gemak kan ses nogle af hendes smukke decopager.

Efter rundvisningen på slottet gik vi en kort tur i Parken, hvor guiden bl.a. viste os de træer, som prins Joachim fik plantet på dagen for hvert af hans barns fødsel.

Prinsesse Athenas træ

På billedet ses prinsesse Athenas træ i forgrunden med et indgraveret A. Det er en canadisk løn, som blev plantet den 24. januar 2012.

Efter rundvisningen på slottet gik vi ned ad den smukke Slotsgaden med de mange fine fredede gamle huse, brostensbelægningen og lindetræerne til Butik og Cafe Slotsgaden, hvor Brita stod klar med en lækker frokostplatte med øl eller vand til.

Britas frokostplatte

Da vi havde nydt den lækre frokost, var der lidt tid til at kigge på de mange spændende antikviteter og andre fine brugsting i butikken og måske gøre en god handel. Nogle valgte også at gå en tur over at se den flotte gamle Møgeltønder Kirke.

Kl. 15 havde Ejner hentet bussen og kørt om bagved Butik Slotsgaden, hvorfra turen gik videre til Fleggaard i Aventoft, hvor vi fik mulighed for at handle lidt ind, inden vi kl. 16 startede hjemkørslen. Vi var hjemme igen på Peder Kællers Vej kl. 18 efter en rigtig hyggelig og begivenhedsrig tur.